lørdag, marts 17, 2007

Den der blinker er bange for døden.


Jeg har stadig ondt i maven over den grusomme beretning. Samtidig er jeg fuld af respekt for barnet. Hvordan overlever man den slags?

Det bekræfter det jeg allerede ved/antager - et barn er ubetinget loyal overfor sine forældre. Det er ubetinget kærlighed uanset hvad. Og samtidig er barnet umådelig robust så når vi ser børn der er gået i stykker kræver det en ekstra indsats for så er det virkelig slemt. Og bedre endnu, vi skal være der FØR børn går i stykker.


Tilbage til Knud Romers roman. Det er ikke uden grund den ligger på bestsellerlisten. Jeg syntes det er en historie vi alle kan/bør blive klogere af. Jeg blev meget grebet. Og giver den min allerbedste anbefaling.
Mange har allerede skrevet om bogen så det vil jeg ikke, istedet vil jeg hellere henvise til http://www.litteratursiden.dk/sw72094.asp hvor du kan se og høre Knud Romer selv fortælle lidt...

fredag, marts 09, 2007

Mine syvogtyve sansers elskede

Af Karen Fastrup.
Antydningens kunst er nok det, der kendetegner denne roman. Fysisk er det en lille roman på omkring 250 sider. Det lader sig gøre fordi Karen Fastrup ikke spilder tiden på de dybere eller mere detaljeret beskrivelser af hverken mennesker eller landskab. Og så alligevel....
Jeg sidder tilbage med en klar fornemmelse (kan man udtrykke det såden?) af en uhyre tiltrækkende mand og hans hustru Anne, der ligeledes er tiltrækkende men også indeholder en dæmonisk side. Parret har en fortid sammen, Clemens har desuden en væsentlig fortid i forhold til den første kvinde han som ung havde et intenst forhold til.
Clemens og Anna er i en høj alder draget ud i den libyske ørken og er forsvundet. Vi følger sønnen's forsøg på at finde ud af, hvor de er draget hen og hvorfor.
Undervejs får vi historien om Clamens liv og ungdom - mødet med Anna og ligeledes en tidligere ekspsdition til samme ørken.
At hoppe imellem forskellige tider i personernes liv giver et indblik i hvorfor de netop har udviklet sig som de har - facinerende og fængslende. En meget sanselig fortælling.

fredag, marts 02, 2007

Bestseller??

Det er moderne med biografier - alle kendisser bliver beskrevet og beundret? Eller de beskriver og beundrer selv....
Egentlig gider jeg ikke den slags. Men som det ses i bogstakken nedenfor er der sneget sig et par stykker med inden for murene. Og så måtte jeg jo undersøge om jeg stadig mener det samme som før. Og ja, jeg har læst hele "LYS I LIVET" en bog hvor Cecillie Frøkjær interwiewer Jana Aamund. Og nej, jeg syntes ikke den på noget tidspunkt tilførte mit liv noget nyt. Ja, det er en ældre kvinde der har gået grueligt meget igennem - men hverken værre eller bedre end så mange andre danske kvinder. Og ja, hun tør sige pik og patter selvom hun er sådan en nyyyydelig dame - so what?

Erkendelsen må være at jeg ikke gider læse den anden i stakken - "FADERS VILJE" om Osvald Helmut og familien - det er altså for meget Se & Hør for mig.....

torsdag, februar 22, 2007

Sneparadis?

Man kunne forledes til at tro, at de sidste par dage med snekaos er lykken for en inkarneret læser. Det ville jeg også selv tro - men det nytter ligesom ikke ret meget når mine LÆSEBRILLER er væk!!??

Og da styrken er passeret +5 er jeg bare vildt handicappet uden - tror du jeg er frustreret?

Jeg er sneet inde og kan ikke engang alfabetisere mine bøger ;-)

mandag, februar 19, 2007

Heksejægerens Lærling.

Jeg er i tvivl om hvem målgruppen er - jeg syntes den var ulækker men spændende. Der er et rent virvar af forskellige "væsner" hekse af første,anden eller måske tredjegrad, hvormange børn/unge ved hvad affable, maliciøse eller lign.betyder? Heldigvis bliver det forklaret men en del læsere falder helt sikkert fra.
Spørgsmålet er, om ikke jeg i virkeligheden er temmelig vild med at der bliver brugt den slags ord og bedre endnu -jeg fryder mig når børn omkring mig bruger ord der krøller.

Nå, bind to venter - jeg skal igennem det så jeg kan komme viderer med fornøjelseslæsningen.

Nyt på hylden


Efter at have overstået en personlig skæringsdato har jeg nu fyldt endnu en meter på reolen. Der var indtil flere der ønskede, at betænke mig med bøger i anledning af dagen - mon jeg skal sætte min bogklub på standby?


Jeg tror jeg ønsker mig en snedker næste gang :-)

tirsdag, februar 13, 2007

Kulturforståelse?

Jeg ved ikke om jeg blev klogere. Men jeg ved at fortællingen om Amir og Hassans skæbner berørte mig dybt.
Forskellene i min danske normalkristne opdragelse,(jeg er barn af 60 - 70'erne) og den muslimske virkelighed der beskrives, kræver ikke hverken forudkendskab eller andet. Det er almenmenneskelige forhold der beskrives. Om overgreb sker i Gud's eller Allah's navn gør ingen forskel.
Eneste forskel er at Taliban er et nutidigt fænomen, et styre langt de fleste har hørt om og, i det mindste på tv, set følgerne af.

En af årsagerne til at jeg i første omgang ikke orkede at læse Drageløberen var helt klart et udsnit af omslaget hvor der omtales russiske invasionsstyrker og det førnævnte Talibanstyre.

Jeg er erkender min brøde. Den er bestemt værd at læse - det er menneskets historie der tæller og fylder siderne.

torsdag, februar 08, 2007

Lige nu


Jeg læser den på opfordring. Egentlig havde jeg droppet den men jeg indrømmer at den gør mig nysgerrig. Og det totalt svigt der tydeligvis er omdrejningspunktet for fortællingen er kvalmende. Jeg må vide hvad det fører med sig. Samtidig er det et indblik i en helt anden kultur, en anden livsopfattelse. Måske bliver jeg lidt klogere.

mandag, februar 05, 2007

Helle Helle

Ukompliceret er det umiddelbare indtryk. Men hvad driver Susanne? Hvad vil hun med Kim? Og hvad nu?
Som med den forrige roman jeg læste af Helle Helle, Rødby - Puttgarden er det en historie om ganske almindelige mennesker. Det er dem jeg kender, dem der irriterer mig og samtidig dem jeg holder meget af. Og selvfølgelig er de ikke mere almindelig end du og jeg. Vi er alle unikke med skræmmende mange fællestræk. Det ærger mig og det skræmmer mig, at der er træk ved Susanne og også ved veninden jeg genkender alt alt for godt.
En lille overkommelig roman om os alle sammen.

mandag, januar 29, 2007

Arvetanten

En roman af Simonette Agnello Hornby der emmer af Sicillien, mafia, glødende kærlighed og forstokkethed i aristokratiet.

Romanen er indelt i kapitler der hver især har et italiensk ordsprog som overskrift og dernæst en kort dansk appetizer.

Jeg faldt for følgende og øver mig nu på at sige: Ogni porta havi li so' cancari"

Alle døre har deres egne hængsler.

Det er en roman, der beskriver de rigeste i datidens Sicillien. Husholdningen med tyendet - herskab og tjenestefolk på italiensk. Vi følger Costanza's liv som datter af Baron og Baronesse Safamitas, der udover at være ægtefolk også er onkel og niece. Et liv, der trods den velstående baggrund ikke er let og ligetil. Historien fortælles af Costanaza's amme der ender et helt andet sted....
Det er en roman med umådelig mange historier vævet ind i hinanden. Og jeg oplevede, at man ofte skulle være mere end almindelig vågen, for at få de fine antydninger og oplysninger med. Dem, der netop er med til at skabe sammenhæng i historien.

En anbefalelsesværdig roman. Jeg ved forfatteren står bag endnu en roman, Mandelplukkersken. Jeg vil holde øje med den på biblioteket......

tirsdag, januar 23, 2007

Hjælp

Den 10 januar sad jeg ved tandlægen og ventede ganske tålmodigt og modig. Det var nemlig ikke mig der skulle tjekkes,
Ventetiden blev fordrevet med ugebladet Femina, der så vidt jeg husker var ret nyt. Inde i bladet var der en eller flere anmeldelser og jeg bed specielt mærke i en titel af en kvindelig forfatter.

Tydeligvis bed jeg ikke hårdt nok og bladet måtte jeg jo lade ligge så nu har jeg brug for hjælp.

- Har du læst bladet og ved du hvad det er jeg leder efter?
- Kender du en der holder Femina og kan du derfor undersøge det for mig?

Dusør udloves: Jeg lover at læse en bog efter DIT valg og udtale mig uforbeholden om samme.

lørdag, januar 20, 2007

Bibliofil?

Det var fantastisk. Scenen er sat, veninden har fødselsdag og fejrer det med mange venner om bordet. Pludselig går det op for os, at vi sidder i en gruppe af læsaholic's. Og så gik snakken ellers. Titler, forfatternavne, holdninger, anbefalinger osv. føg over bordet. Der blev analyseret og påpeget detaljer i enkelte værker. Det var en fantastisk aften.
Og jeg fik en hel liste med hjem så nu er der lidt at gå i krig med.
Første punkt bliver, at bestille Drageløberen - rettelse den er bestilt nu. Jeg må jo,ifølge de øvrige læsere, se at komme over mine fordomme. Så i næste uge går det løs.

tirsdag, januar 16, 2007

Vinterlæsning

Så har jeg været en tur på den gamle bogreol og fundet et par romaner. Eller jeg har faktisk fundet tre.
Romanerne Huset med den blinde glasveranda, Det stumme rum og Hudløs himmel. Alle af Herbjørg Wassmo
Om pigen Toras liv i en bygd i nord Norge med en barndom præget af fattigdom og undertrykkelse, skam og overgreb.
Det er et gensyn eller genlæsning om man vil med første bind i trilogien. Jeg fik, så vidt jeg husker aldrig læst de to næste. Det rådes der bod på.

mandag, januar 15, 2007

Honningtunger



Had, kærlighed, sex, mad - You name it.

En roman af Helene Uri. En rigtig grum fortælling om fire veninder og deres syklub. Intriger og magtkampe florerer mere eller mindre skjult mellem de fire kvinder. Sara og Tamara har været veninder hele deres liv. Ja endda længere end det idet deres mødre var veninder før dem. Senere er først Liss og siden Eva indlemmet i syklubben.

Fortællingen giver et grumt og grimt billede af venindernes forhold. Heldigvis er det beskrevet netop så grotesk at det virker.
Og samtidig er der brugt et sprog og en tone så der er både humor, ironi og kærlighed som finurlige elementer i en fantastisk fortælling.

mandag, januar 08, 2007

Jeg ser film.

Kærester med Meryl Streep og Uma Thurman - grotesk og rigtig morsom. En hyggelig film på en regnvåd søndag. Psykologen og jødisk mor(Meryl Streep) Singel 37årig kvinde (Uma Thurman)der finder 23 årig lækker fyr (Bryan Greenberg). Komplikationen opstår når den modne kvinde betror sig til sin psykolog..........


Tara Road efter en roman af Mave Binchy af samme navn. En rigtig god film, som til fulde levede op til mine forventninger. Normalt er det svært men det er lykkeds rigtig godt med denne her.

The lake house, en mystisk fortælling med tidsforskyldelse som et væsentligt element. Også en rigtig fin film.


Broken flowers er en langsom fortælling. langsom på den gode måde. Man kommer totalt ned i puls og ved næsten hvordan det er at stå med den pink buket i hånden. Den kræver tålmodighed, men kan anbefales.


Charlottes tryllespind - en sød film for de yngste, og så for os med gode minder og en barnlig sjæl ;-)

onsdag, december 27, 2006

Anne Marie Løn

Romanen Serafia dumpede tilfældigt, via en kollega, ned i min taske et par dage før juleferien begyndte. Og jeg læser - ikke så meget som jeg gerne ville, og dog.

Jeg har i hele mit liv haft alkoholisme forholdsvis tæt inde på livet. Ikke som beskrevet i denne roman, men alligevel er der tydelige lighedspunkter. Jeg kan genkende den fortabte mand på bænken. Jeg kender lugten i en lejlighed beboet af en gammel nusset kvinde.
Når jeg læser beskrivelsen i Serafia får jeg næsten en "som at være der selv oplevelse". Det er genkendeligt til smertepunktet.
Og beskrivelsen af den stærke mor, der styrer familien med fine og mindre fine midler. Kvinders magt kan være skræmmende på mange niveauer.

onsdag, december 13, 2006

Rødby - Puttgarden

Det er jo sådan det er - ikke meget mere at sige om det. Jeg tror vi allle kender de typer der beskrives. Jeg ved at jeg smilede i kærlig erindring mere end en gang.


Bavian derimod. Den kan sikkert fortolket og diskuteres i timevis den dag man er i det rette selskab til den slags - men jeg orker ikke rigtig. Jeg oplever, at Naja Marie Aidt moraliserer ret umodent. Men jeg er faktisk ikke sikker på, at det er det der er hendes ærinde - måske er det en rasmus modsat effekt?


Kate Atkinson's "Familie Historier bliver læst i små bidder. Så jeg har ikke helt fanget sammenhængen mellem de skæbner jeg indtil nu er blevet præsenteret for.

Nyeste på bogreolen er månedens bog fra klubben; "Arvetanten" samt en kvindeintrigebog: Honningtunger.
Det skal såmænd nok gå hen og blive en hyggelig jul.

søndag, november 26, 2006

3 nye titler med posten

I virkeligheden er det ikke nye titler. Jeg har bare ikke ku' tage mig sammen før nu.

Af årsager jeg ikke kan forklare har jeg svært ved at læse Naja Maria Aidt, men nu skal det igen forsøges og derfor er hendes novellesamling "Bavian" blandt de nye.

Helle Helle's "Rødby - Puttgarden" fordi jeg ville læse om de mennesker jeg møder hver dag.

Og endelig Kate Atkinson's "Familie Historier" så jeg havde lidt hyggelæsning klar til juleferien.

Røde Ulv er stadig på bordet men den kræver lidt pauser ind imellem.

Mindet er strøget af listen efter 150 sider - jeg orkede bare ikke.

onsdag, november 22, 2006

Liza Marklund

Røde Ulv ligger på sengebordet og bliver læst indtil videre. Forudsigelig underholdning i samme genre. Men det er godt.

Som modvægt til det læser jeg Vibeke Grønfeldt's "Mindet" - samleren 2005.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene. Men det er bestemt ikke en roman man bare lige smutter igennem. Der dvæles og den jydske sindighed slår igennem. Så.... lad os nu se.

Nærmeste pårørende.

Elsebeth Egholm kan fortælle så uhyggen kryber helt ind under huden - og den holder lige til sidste punktum.

Så venter vi på næste udspil....