fredag, marts 28, 2008

Selvtillid på bogreolen....


Min 10 år yngre lillesøster elsker mig - tror jeg nok. Jeg har fået fødselsdagsgave fra hende og min anden lillesøster. Men gaven kræver selvtillid. Jeg er ikke 48 endnu og enten er det en trøst (tid til at indhente) eller også er det nedslående fordi forfaldet er indtruffet sådan lidt præ-slatten. (Klapper mig selv på skulderen - min mave er præget af mine fire børn)

Uanset så vil jeg lade mig inspirere. Jeg er ikke skræmmende usund. En del mål har jeg nået inden start. Men jeg er ikke fanatisk. Jeg har en sød tand og jeg har hang til trøstespisning uden det dog er problematisk.
Undskyldninger i hobetal - jeg må hellere komme igang :)

Det jeg læser lige nu.....


Det er ubeskriveligt. Spændende, lærerigt, inspirerende - og helt ærligt sommetider dræbende kedsommeligt. Men jeg kan vil og skal....
Og gule tulipaner hjælper da lidt.....



mandag, marts 24, 2008

I giftefærdig alder.

En 519 siders roman af Sharon Maas. Om indisk kultur både i og udenfor Indien. Om ægteskaber der arrangeres, om forelskelse, kærlighed - liv og død. En snirklet fortælling om Saroj, Savitri og Nat. Tre skæbner der på forunderligvis flettes sammen.

Endnu en overspringhandling - og så tilbage til "SKAL" læsningen........

onsdag, marts 05, 2008

Den amerikanske sømand af Karsten Lund

Roman om livet i Skagen for 100 år siden. Og hvis du så tænker:"Åh nej, ikke mere om de der malere". Så tænk om. Det er en familiekrønike. En saftig fortælling om Ane og det der bliver hendes lille familie.
Jeg indrømmer, at jeg kun ved et tilfælde (læs manglende afmelding) kom i besiddelse af romanen. Og da jeg efterhånden er ved at kvæles i faglitteratur, lokkede den - ikke mindst fordi den virkede overkommelig.
Og hvilken behagelig overraskelse. Den er velskrevet, finurlig og klog. En meget meget flot fortælling.
Som nogen måske allerede ved ,er jeg Vendelbo og Skagen er en del af min verden. Og Karsten Lund rammer plet. Beskrivelserne, tonen, omgangsformerne. Det er sådan Skagen var og er. Det er ikke turisternes Skagen. Ikke jetsettes Skagen. Det er Skawboernes Skagen. På godt og ondt.

Snemanden

Jo Nesbø har skrevet denne uhyggelige, grumme og voldsomme thriller. Og jeg har læst den. Og nu undrer det mig: Hvad hulan er det, der har afholdt mig fra, at begynde på Nesbø's krimier?
Kvinder forsvinder i det norske vinterlandskab - den første sne varsler og snemanden sender sit uhyggelige budskab. Den norske kriminalbetjent følger sporet og sin intuition. Skulle jeg dryppe en anelse malurt er det nok at Harry Hole er en anelse kliche. Han er den typiske ensomme ulv med en fortid der gør ham svær at omgåes. Kriminalbetjenten ingen kan holde ud i længere tid......

Uanset så er det en klar anbefaling fra mig - Læs den. Eller måske skulle du starte med den første krimi om Harry Hole fra Oslo Politi? Jeg ved, at jeg skal igang med at samle. Jeg ved hvad jeg skal hygge med i sommerferien.

Om 4 måneder.....