søndag, november 26, 2006

3 nye titler med posten

I virkeligheden er det ikke nye titler. Jeg har bare ikke ku' tage mig sammen før nu.

Af årsager jeg ikke kan forklare har jeg svært ved at læse Naja Maria Aidt, men nu skal det igen forsøges og derfor er hendes novellesamling "Bavian" blandt de nye.

Helle Helle's "Rødby - Puttgarden" fordi jeg ville læse om de mennesker jeg møder hver dag.

Og endelig Kate Atkinson's "Familie Historier" så jeg havde lidt hyggelæsning klar til juleferien.

Røde Ulv er stadig på bordet men den kræver lidt pauser ind imellem.

Mindet er strøget af listen efter 150 sider - jeg orkede bare ikke.

onsdag, november 22, 2006

Liza Marklund

Røde Ulv ligger på sengebordet og bliver læst indtil videre. Forudsigelig underholdning i samme genre. Men det er godt.

Som modvægt til det læser jeg Vibeke Grønfeldt's "Mindet" - samleren 2005.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene. Men det er bestemt ikke en roman man bare lige smutter igennem. Der dvæles og den jydske sindighed slår igennem. Så.... lad os nu se.

Nærmeste pårørende.

Elsebeth Egholm kan fortælle så uhyggen kryber helt ind under huden - og den holder lige til sidste punktum.

Så venter vi på næste udspil....

søndag, november 19, 2006

Elsebeth Egholm

Nærmeste pårørende. Den nyeste i serien om journalisten Dicte. Så tidsaktuel at det gør helt ondt. Og samtidig spændende og nærværende. Jeg syntes det er formidabel underholdning.
Jeg mangler lige de sidste og afgørende/afslørende sider - mere om den sag senere....

Sidan Sidst

Mia's hemmelighed af Mia Eriksson, afslutningen på serien om den voldsramte kvinde der må flygte fra velfærds Sverige, da man her ikke formår at beskytte hende og hendes børn mod den extremt farlige ex mand.
Efter at have læst alle tre bøger i serien er jeg mættet. Jeg orker ikke høre mere om eller af Mia. Ikke fordi jeg ikke sympatiserer eller mener det er vigtigt at fortælle. Men jeg tror ikke jeg bryder mig om kvinden. Sært - men hele vejen igennem denne sidste historie fattede jeg antipati mod "Mia".
Heldigvis er "Mia" ikke afhængig af mine fornemmelser.

lørdag, november 04, 2006

Umuligt

At fortælle, skrive om de titler der optager mig lige pt bliver altså ikke nemmere når mit tv støjer bagved - og endnu mindre når det viser sig at filmen der vises er "When Harry met Sally". Det er da top underholdning sådan en rå og blæsende lørdag aften....

Nå, tilbage til emnet. "Det jeg elskede" af Siri Hustvedt. Fortællingen om vennerne Leo og Bill. Om den kunstinteresserede Leo og billedkunstneren Bill, deres liv med familier og kunst. Fortællingen, der starter i noget der ligner den lykkelige amerikanske kvalitets soap og ender i den skræmmende, tragiske psyko thriller.
Det er en lidt krævende fortælling, tung af oplysninger om kunst og litteratur, tidsbilleder i denne verden. Og det går l a n g s o m t. Men samtidig er det også med til, at skabe forståelse for gruen og chokeffekten i tragedien.