fredag, april 20, 2007

Flash back

Jeg har været en tur igennem tiden. I et forsøg på at redigere lidt i denne blog var jeg igennem mange af indlæggene. Hvor er der mange fine bøger. Og hvor er jeg dog forudsigelig.
Nu er jeg igen på jagt efter sommerferielitteratur.

For nogle år siden læste jeg "Angelas Aske" - en fantastisk fortælling om det fattigste Irland. Romanen er senere, meget vellykket syntes jeg, filmatiseret. Det var barsk at leve i den verden.

Nu har jeg set, at Frank McCourt's "Hr. Lærer" er i bladet fra en af bogklubberne, den har jeg meget lyst til at komme til at bestille. Når jeg ser lidt nærmere efter, er der nok et par titler eller tre, der skal med - nu jeg alligevel skal betale porto.

Som altid er jeg meget åben for forslag til bogreolen??

søndag, april 15, 2007

Jens Christian Grøndahl

Jeg ved det er i forkert rækkefølge men jeg læser alligevel "Det andet lys". Den passer perfekt med den rodede vampyr fortælling.

"Det andet lys" kan jeg nemlig kun læse i små bidder - den gør ondt langt ind i sjælen. Måske fordi fortællingens hovedperson 56 årige Irene er endt i et ynkeligt ægteskab hvor hun er svigtet af både sig selv og sin mand. Og senere viser det sig, at hun også er blevet svigtet af sin egen historie.



Og så tak til dig Space for ros eller rettere klap :) Jeg har smidt en mail afsted til dig.

onsdag, april 04, 2007

Noget helt andet.



Jeg har med fornøjelse læst Anne Rice's mange romaner om vampyre i alle aldre og afskygninger, jeg har sågar accepteret forbindelsen til tidligere tiders mumier. Jeg lod mig forføre.

Nu prøver jeg "Historikeren" af Elizabeth Kostova.

Mænd der hader kvinder.

Af Stieg Larsson

Klokken blev 23.30 og og jeg havde fornemmelsen af at have holdt vejret i flere timer.

Genial underholdning - så er det sagt. Jeg har været totalt opslugt og familien har kun fået mumlende svar når de har henvendt sig. Jeg er sikker på, at jeg også har svaret totalt hen i vejret ind imellem, men er mine børn så smarte som jeg tror de er, har de sikkert udnyttet det til egen fordel.
Jeg glæder mig helt vildt til de to næste bind i triologien. "Pigen der legede med ilden" står allerede på reolen, men jeg tror jeg gemmer den til sommerferien. Lige nu skal mine øjne have et lille hvil. Sådan en gang maratonlæsning slider lidt.

Hvis du har det som jeg:
" Ja ja, endnu en svensk krimiforfatter - og?" så glem det. Det her er meget mere. Og dog, jeg husker pludselig dengang jeg læste Mankell's "Den femte kvinde".
Erkendelsen må være:"De kan noget de der svenskere".

mandag, april 02, 2007

Mænd der hader kvinder.


Jeg havde egentlig reserveret den til sommerferien. Den og så efterfølgeren: "Pigen der legede med ilden".

Men så måtte jeg jo lige undersøge om den nu også er så god som ALLE siger. Resultatet indtil nu er meget lovende - eneste minus er min manglende nattesøvn. I lyset af at jeg har påskeferie er det vist et luksusproblem. Jeg indhenter lidt på sofaen.