lørdag, november 24, 2007

En barsk omgang

Miriam og Laila, to kvindeliv i Afganistan. To barske skæbner der mødes og forenes i et dybt og skæbnesvangert venskab.
Jeg har smilet og jeg har grædt. Det er barske vilkår og meget meget gribende. En fantastisk historie der ligesom Khaled Hosseini's første roman "Drageløberen" beskriver livsvilkår der er så fjernt fra mine.

tirsdag, november 20, 2007

Wauw - hun gjorde det sørme igen


Absolut suveræn, spændende krimi med den efterhånde meget velkendte journalist Annika Bengtson. Det drejer sig om mord, hævn, kærlighed, svigt og almindelig kamp for overlevelse.
Annika kæmper på flere fronter. Hun må se i øjnene at ægteskabet er røget - men hvad med børnene og svigtet? Hun mener at hun har fat i en historie og kæmper for at retfærdighed sker fyldest. Hvem dræbte betjenten på så grusom vis? Og hvem satte egentlig ild til den nye villa?
Historien begynder der hvor vi slap i "Nobels Testamente". Annika står med sine to børn i hånden, huset er brændt til grunden og hun har kun hvad de står og går i - hvad gør man så? Man opsøger selvfølgelig sin bedste ven og får hjælp - eller?
Og så går det ellers derudaf i hæsblæsende tempo. Jeg kan kun anbefale den, og selvfølgelig kan man læse den uafhængigt af de øvrige bøger i serien. Men på den anden side syntes jeg af man misser en del detaljer på den konto.

mandag, november 12, 2007

Søndag

En stor del af min søndag - faktisk det meste, blev tilbragt ventende i Kastrup. Der er ikke meget der er så dræbende som ventetid i en lufthavn. Men i godt selskab går det jo alligevel.
Og ud over rejseselskabet og de mere eller mindre iøjnefaldende forbipasserende havde jeg Åsa Larsson's seneste krimi nemlig SORT STI. Det var igen og helt som forventet god underholdning. Heldigvis var der ikke det samme religiøse vanvid som i de to første - der var fornyelse og uventede drejninger. En rigtig god krimi.

Vel hjemkommet opdager jeg at jeg har fået en sending bøger hjem. De har været langtidsudlånte men nu er der plads i de nye reolwer og så var det faktisk lidt hyggeligt at se dem igen. Og til min store overraskelse havde der sneget sig en fremmed med i posen. Det er ikke min og jeg kender ikke titlen: "I giftefærdig alder" - men mon ikke jeg kan nå at læse den inden den bliver savnet?

Ved nærmere eftertanke....... Kender jeg den alligevel og har jeg allerede læst den? Hmmmm jeg tror det, jeg må hellere liiige tjekke.....