søndag, oktober 28, 2007

TIRSDAG FORMIDDAG

Iben er hende vi alle kender, måske endda tæt på os selv? Det samme er kvinderne hun, efter lang tids overvindelse, møder i svømmehallen og i dampbadets beskyttende tåge.
Iben er angst - ikke for nogen eller noget, "bare" angst. For der er intet "bare" over det. Det er invaliderende og rammer både Iben og hendes omgivelser.
I dampbadets intime kvindefælleskab begynder Iben at finde ud af angsten - ud i livet.

Sådan gik så min ekstra time i vintertidsnatten - i godt selskab med kvinderne i Rene Toft Simonsens roman. Tankevækkende, hjertevarm og gribende. Og åh så genkendeligt.

lørdag, oktober 27, 2007

Så blev jeg da mundlam.

En lille mail tikkede ind i boxen. Et hurtigt blik på afsenderen fik mig starks til at tænke "reklame" - men jeg er jo nem at lokke, måske en spændende ny titel?
Stor var min overraskelse da mine øjne faldt over følgende ordlyd:

Jeg skriver til dig, fordi jeg kan se, at du forudbestilte Stieg Larssons "Luftkastellet der blev sprængt" til 199,95 kr. – næsten 100 kr. billigere end normalprisen.
Du har måske lagt mærke til, at der i forbindelse med udgivelsen startede en priskrig, som hurtigt førte til endnu lavere priser, hvor vi nu har lagt os på en pris på 169 kr.
Priskrigen kom noget bag på os, fordi den først brød ud, efter bogen var udkommet. Vi vil naturligvis gerne sikre, at du, som har forudbestilt bogen, ikke skal være ringere stillet, og vi vil derfor gerne sende dig et gavekort på 30 kr. til SAXO.com.


Okay - sådan får i da min totale respekt. Jeg vil straks tjekke jeres hylder....
Er jeg for nem???
(Kender en stor bogklub der kunne lære noget)

onsdag, oktober 24, 2007

John Irving - Den Fjerde Hånd

Jeg ved godt, at mange har svært ved at kapere John Irvings sidste roman "Indtil jeg finder dig" - jeg var fortabt og vild med den. Det førte til en lille runde på et velrennomeret antikvarat og jeg fik fyldt nogle huller i rækken. Dem læser eller genlæser jeg så ,når der ikke lige er andet på programmen. Lige pt. er det "Den fjerde hånd".
I aftes blev der kigget lidt forundret fra den anden halvdel da jeg klukkede højlydt. Men lige netop den passage er så typisk og måske kan den forklare hvorfor jeg syntes det er fabelagtigt sjovt -. døm selv!

(Nick er lægestuderende på dette tidspunkt)

...... "Problemet var ikke, at hun havde været død i lang tid, "huskede den medstuderende senere. "Det der slog Nick helt ud var at det var en kvinde, tydeligvis den første nøgne kvinde han havde set."
En anden der også blev den første var Nick Zajacs kone. Han var en af disse overtaknemlige mænd, der gifter sig med den første kvinde, som indvilliger i at have samleje med dem. Det skulle både han og konen hurtigt komme til at fortryde.

Totalt grotesk, tragisk og hylende morsomt. Er jeg sær?

tirsdag, oktober 23, 2007

Tegn til kærlighed.

Cecilia - navnet på pigen/kvinden vi følger og samtidig navnet på den skriftfont der skal forandre verden, give os livets mening. Eller nøglen dertil. Cecilia leder efter livet. Allerede som barn i bestefarens forunderlige stenhugger univers hvor værksted mm. er opkaldt efter Egyptiske steder og personer. Som dannelsen foreskriver sker der ting i hendes liv der vender op og ned på alt. Deraf udspringer næste livsafsnit.
Jan Kærstad skriver om livets store kærlighed, sanseligheden og det evige liv. Det er snørklet, svulstigt og stort. Efter nogle sider var jeg fanget ind.
Det er ikke den nemmeste roman - til gengæld er den forførende på mange planer.

fredag, oktober 19, 2007

Hvem sagde flad fornemmelse?

Det er slut prut finale - ikke mere Lisbeth Salander, tilbageholdt åndedræt, spænding og manglende nattesøvn.
Jeg forsøgte virkelig at spare, gik de første tre dage af efterårsferien og ikke så meget som skævede til den fine bog. I aftes gik det galt. Jeg erkender, jeg faldt i.......

Det er en rigtig fin finale. Der er mange tråde der skal holdes fast i. Mange personer, navne og forviklinger. Jeg syntes det var ventetiden værd. Og selv om omstændighederne omkring denne tredje bog er temmelig specielle pga. Stieg Larssons død falder den fint i tråd med de to foregående. Historien er helstøbt og afrundes ret genialt.
Har du endnu ikke læst den så kan du roligt glæde dig. Og skulle du være en af de heldige, der ikke har læst nogle af bøgerne så gør dig selv tjenesten, at starte med nr. 1. Det er altså den optimale oplevelse.

tirsdag, oktober 09, 2007

Bare lige hurtigt....


Jeg har en indrømmelse til dig jj - og andre. Jeg er en anelse lusket når det kommer til bøger.

Jeg syntes det er godt trælst (ja, jeg er jo jyde) at komme hjemme og finde en seddel fra posten om at han/hun har været her, men er kørt ned på posthuset med pakken. Så skal jeg jo igen styre min tålmodighed.

Så jeg har indgået en rigtig god aftale med min arbejdsplads. Mine bogpakker bliver leveret på jobbet og jeg kan storsmilende køre hjem med pakkerne i tasken. Så i går fik jeg Hr. Larssons bog i hånden ved postomdelingen klokken 10.00....

Og jeg har sparet på den og har kun nydt de første 37 sider. Snak om tvangsrationering......

mandag, oktober 08, 2007

Uha............

Det var en god fornemmelse. My precious. En stor tung roman, længe ventet og endelig i mine hænder. Og nu mangler jeg så bare 24 uafbrudte timer til nydning........