Viser opslag med etiketten Krimi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Krimi. Vis alle opslag

mandag, august 01, 2011

Tre hundes nat


Jeg var så heldig at få Tre hundes nat hentet da den blev tilbudt af DR's læseklubber. Og efter endt lytning føler jeg mig ok underholdt.
Jeg gik død i Dicte og hendes univers inden Peter Boutrup blev rigtig introduceret så der gik lang tid inden den familiemæssige side af romanen gik op for mig - heldigvis....
Danmark er et meget meget lille land og alle kender alle. Ihvert tilfælde hvis man læser Tre Hundes nat. Det gælder både i det kriminelle miljø, indenfor kriminalforsorgen og politietaten.
Og til en vis grænse tror jeg på, at det gælder i virkelighedens Danmark. Men jeg har svært ved at tro at disse cirkler også har så mange krydsforbindelser til hinanden. Men lad nu det ligge.
Peter Boutrup er lækker - det tror jeg på. Ligesom beskrivelsen af lokalmiljøet omkring Grenå virker troværdigt.
Tre hundes nat har været god og sikker krimiunderholdning et par sommerdage. Og jeg syntes det var lækkert at læse noget andet af Egholm hvor underholdningsniveauet er i top uden den efterhånden lidt slidte "kvinde/journalist/politi/opdagerrolle". Og jo, der er kvinder der bidrager i opklaringen men de er knap så klichepræget som jeg oplevede f.eks. Dicte m.fl.

søndag, juli 03, 2011

Svinehunde og Alting har en pris

Lotte og Søren Hammer - Gyldendals forlag 2010

Jeg valgte at lytte de to romaner efter en anbefaling. Og jeg blev bestemt ikke skuffet.

"Svinehunde", første roman om Drabsafdelingen. En gruppe efterforskere under ledelse af Konrad Simonsen skal opklare mordene på fem mænd. De fem mænd er myrdet og hænger nøgne i en gymnastiksal og bliver her fundet af nogle børn.
En ret makaber start på en roman der ikke kun underholder men også prikker til min indre svinehund. Hvem bestemmer.... Hvad må vi - og hvad gør vi rent faktisk når samfundets normer sættes på spidsen. Interessant og tankevækkende.

I efterfølgeren "Alting har en pris" fortsætter arbejdet. Igen er scenen sat med et yderst makabert drab, der hurtigt viser sig ikke at være det eneste morderen har på samvittigheden.

Romanen har en meget traditionel opbygning med et persongalleri omkring en karismatisk og lettere plaget leder. De enkelte personer skildres og udvikler sig gennem begge romanerne.

Men som nævnt valgte jeg, at lytte begge romanerne og det var en fornøjelse. Karsten Pharao er en fantastisk oplæser.

En del har spurgt mig både om hvorfor og hvordan jeg læser på denne måde og svaret er ret enkelt. Jeg lyttelæser for at få en anden oplevelse af litteraturen, for at blive godt underholdt og fordi jeg ikke har tid til at læse alt det jeg gerne vil.

Samtidig når jeg rent faktisk mere når jeg lytter - jeg bruger det når de "kedelige" ting skal fra hånden, oprydning, rengøring osv. Andre mennesker har måske en radio kørende. Jeg vælger en god historie. Jeg bryder mig ikke om at have musik kørende som støjkulisse men nyder en behagelig stemme der læser en god historie for mig. Mange kan helt sikkert huske fornemmelsen når Thomas Winding fortalte historier i børne tv/radio.

Det eneste advarsel er: læs ikke lydbøger lige før du skal sove, det er frygtelig bøvlet, at finde frem eller rettere tilbage til det sted i fortællingen, du var da du faldt i søvn.

søndag, marts 07, 2010

Reklamens Magt

Hun virkede overbevisende og jeg blev forført. Derfra var der ikke langt til tasterne og to bøger var bestilt.
Jeg har mødt Fanny Fiske. En formidabel smuk man-eater. En kvinde der uden betænkligheder anvender alle våben i kampen mod tidens tegn. Knive, injektioner og andre kneb - bare det virker.
Hun bruger de mænd hun møder og som falder i hendes smag - og det er rigtig mange.
Hun er klog og respekteret for sin store indsigt og rejser verden rundt som profileringsekspert. Og jeg er vild med hende.
Godt nok var første roman "Som arvesynden" barsk at starte ud med. Den er skrevet i et hæsblæsende tempo så jeg, som læser, er stakåndet efter ganske få sider. Den er grum og ond men desværre findes der historier fra virkelighedens verden der kunne tænkes at ligge ganske nær.

Jeg syntes Fanny Fiske er et forfriskende genialt bud på en anderledes hovedperson - det kan være svært, at skelne diverse politi & journalist kvinder fra hinanden. Med Fanny Fiske er der ingen tvivl. Hun er en ener - på godt og ondt. Og en fantastisk underholdende ener.

mandag, juli 28, 2008

Skarpe genstande.

Psykologisk triller af Gillian Flynn. Titlen skal forståes både skræmmende bogstavligt og mere symbolsk.
En fængslende og til tider grusomt makaber roman om Journalisten Camilla der vender tilbage til barndommens by, til moren og til alle de dæmoner hun på flere måder har bekæmpet siden hun rejste hjemmefra.
Og bedst som jeg troede jeg havde grejet den - ja, så havde jeg slet ikke alligevel. Det er god underholdning.

mandag, januar 28, 2008

Madam President af Anne Holt

En anderledes oplevelse. Det er en spændende og veldrejet roman. Politisk, nutidig og skræmmende. Og der er masser af stof til eftertanke.
Men det er egentlig ikke romanen der er en anderledes oplevelse. Det er omstændighederne.
Jeg har, i tragikomisk selskab med familien, været influenzaramt. I ved, influenza så kroppen gør ondt i alle led og muskler, at se tv er umuligt - for det dunker i hovede, at læse en bog er utænkeligt for der er ikke muskelstyrke nok til at løfte siderne. Men selv at sove bliver på et tidspunkt svært.
Og så fik jeg et lyst øjeblik (mysekund) og fandt min Ipod og Madam President frem. Det kan anbefales, Det er ligesom ikkeheltsåynkeligt at ligge på ryggen og stirre op i loftet når man har en behagelig kvindestemme i øret, der ovenikøbet læser en vanvittig spændende historie højt. Prøv det.

Og er du heldig, så vænner du dig også til, at der ikke levnes tid til indånding eller passende pauseringer når afsnitsnummerreringen angives. Og når det ovenikøbet kolliderer med en optælling i kapitlets afslutning så det bliver meningsforstyrrende - Jammen pyt. Vi overlever det og samler stumperne selv.

mandag, november 12, 2007

Søndag

En stor del af min søndag - faktisk det meste, blev tilbragt ventende i Kastrup. Der er ikke meget der er så dræbende som ventetid i en lufthavn. Men i godt selskab går det jo alligevel.
Og ud over rejseselskabet og de mere eller mindre iøjnefaldende forbipasserende havde jeg Åsa Larsson's seneste krimi nemlig SORT STI. Det var igen og helt som forventet god underholdning. Heldigvis var der ikke det samme religiøse vanvid som i de to første - der var fornyelse og uventede drejninger. En rigtig god krimi.

Vel hjemkommet opdager jeg at jeg har fået en sending bøger hjem. De har været langtidsudlånte men nu er der plads i de nye reolwer og så var det faktisk lidt hyggeligt at se dem igen. Og til min store overraskelse havde der sneget sig en fremmed med i posen. Det er ikke min og jeg kender ikke titlen: "I giftefærdig alder" - men mon ikke jeg kan nå at læse den inden den bliver savnet?

Ved nærmere eftertanke....... Kender jeg den alligevel og har jeg allerede læst den? Hmmmm jeg tror det, jeg må hellere liiige tjekke.....

tirsdag, september 25, 2007

Nedtællingen er begyndt....


Jeg glæder mig - og jeg har forudbestilt.............

onsdag, juli 18, 2007

Sommerlæsning 1

Pigen der legede med ilden af Stieg Larsson - En hæsblæsende forsættelse af "Mænd der hader kvinder". Jeg havde mobiliseret al min selvbeherskelse, kigget langt til den fristende bogryg og endelig var det blevet ferie og tid til læsning. DEN ER GOD!!
Egentlig er der ikke så meget mere at sige om den ting. Lisbeth Salanders baggrund oprulles på grummeste vis og der er behov for oprydning i de gamle skeletter både her og der.
Så er jeg altså klar til nr. 3 i serien så come on forlag. Nu ved jeg hvordan de hardcore Harry Potter fans har det.

Nobels testamente af Liza Marklund. Annika Bengtsson er igen viklet ind i mord og intriger på internationalt niveau, meget spændende og jeg syntes den var betydelig mere fængende end Røde Ulv. På Bengtssons hjemmefront er der ligeledes krise og jeg får voldsom trang til at ryste kvinden godt og grundigt - måske kunne det lykkes at vække hende???
Absolut for krimi elskere.

Med venlig deltagelse af Erling Jeppesen - Igen høje forventninger der bestemt indfries. Men lidt sej ind imellem. Jeg har forøvrigt havt en lidt spøjs oplevelse i forbindelse med denne roman. Jeg fulgte en serie udsendelser på DR hvor forfattere fik bundne opgaver, deriblandt Erling Jeppesen der skulle skrive en fortælling med udgangspunkt i et biltyveri. Lang historie kort, jeg hørte hans stemme. Og nu kan jeg næsten høre ham læse op når jeg læser i bogen. I mit øre ligger teksten utrolig nær hans talesprog - ret spøjst.

Vi de druknede af Carsten Jensen - Nok indtil videre sommerens største positive overraskelse. Jeg havde egentlig regnet med, en velskrevet bog som jeg nok skulle kæmpe lidt med. Jeg er ikke det fjerneste interesseret i dansk søfart og/eller Marstal. Jeg er mere til mennesker - heldigvis er det præcist det, der beskrives så nærværende og vedkommende i Carsten Jensens fine roman - Jeg kan varmt anbefale den.

onsdag, april 04, 2007

Mænd der hader kvinder.

Af Stieg Larsson

Klokken blev 23.30 og og jeg havde fornemmelsen af at have holdt vejret i flere timer.

Genial underholdning - så er det sagt. Jeg har været totalt opslugt og familien har kun fået mumlende svar når de har henvendt sig. Jeg er sikker på, at jeg også har svaret totalt hen i vejret ind imellem, men er mine børn så smarte som jeg tror de er, har de sikkert udnyttet det til egen fordel.
Jeg glæder mig helt vildt til de to næste bind i triologien. "Pigen der legede med ilden" står allerede på reolen, men jeg tror jeg gemmer den til sommerferien. Lige nu skal mine øjne have et lille hvil. Sådan en gang maratonlæsning slider lidt.

Hvis du har det som jeg:
" Ja ja, endnu en svensk krimiforfatter - og?" så glem det. Det her er meget mere. Og dog, jeg husker pludselig dengang jeg læste Mankell's "Den femte kvinde".
Erkendelsen må være:"De kan noget de der svenskere".

mandag, april 02, 2007

Mænd der hader kvinder.


Jeg havde egentlig reserveret den til sommerferien. Den og så efterfølgeren: "Pigen der legede med ilden".

Men så måtte jeg jo lige undersøge om den nu også er så god som ALLE siger. Resultatet indtil nu er meget lovende - eneste minus er min manglende nattesøvn. I lyset af at jeg har påskeferie er det vist et luksusproblem. Jeg indhenter lidt på sofaen.