Vanillepigen

Vaniljepigen af Ib Michael

Lad mig indrømme med det samme, det er ikke første gang jeg læser Ib Michaels ”Vaniljepigen”. Og efter at have læst den igen, tror jeg heller ikke det er sidste gang.
Vaniljepigen udkom første gang i 1991 og handler om en drengs opvækst med en syg lillesøster og mere eller mindre fraværende forældre i et velhaver hjem.
En magtfuld far, en glamourøs mor, en lillesøster der ligger på hospitalet pga. polio, en mormor, der fortæller magiske historier og endelig en onkel Viggo, der som en anden sørøverkaptajn leverer gode input til en lille drengs livlige fantasi.
Den lille dreng finder sine fantasi-venner mange steder. Vaniljepigen er hende vi egentlig alle kender fra krydderi-skuffen. Hun ser sød ud og dufter forførende. Eller gør vi – pryder hun stadig det søde krydderi?
Vi føres med ind og ud af drengens universer og uanset om vi er med den spanske soldat eller Olsen fra lageret er alting rigtigt og mange ting grumme.
Og romanen er ligeså rigtig. Eller måske endda mere rigtig. Når jeg kan læse den, dengang med et forrygende udbytte, og nu 20 år senere igen blive forført og nyde hver eneste side. Mit fokus er ganske vidst flyttet men det understreger egentlig på bedste vis de mange lag og nuancer i romanen.
Sidder du over overvejer hvad du skal læse i din sommerferie er her et rigtig godt bud. Læs eller genlæs den.

Vaniljepigen er første del af en trilogi og efterfølges af Den tolvte rytter samt Brev til månen.

Børnene af Ida Jessen

Vi er tilbage i Hvium. Solvej skal få sit nye liv til at fungere. Det er et kendt persongalleri der endnu engang udfolder sig i bogens univers. Det er nærværende og vedkommende. Der gives svar på mange af de spørgsmål man måtte sidde med efter de to første romaner om det lille samfund. Det er en kærlig fortælling om mennesker med alle de facetter der nu engang findes - om man ser dem eller ej.
Stor anbefaling herfra....

Thorstein Thomsen

Jeg har glædet mig til sommerferiens læsning og allermest glædede jeg mig til at læse mit seneste bogindkøb. "Sne på hendes ansigt"

Thorstein T kan noget med ord og sproglige snurrigheder. Og så kan han forføre mig ind i sine romaner og fortællinger. Jeg kan se, føle og til tider smage det han beskriver.

I denne roman kan jeg føler jeg næsten at jeg har siddet og bladret i et fotoalbum og romanen fortæller Michala har siddet ved min side og har fortalt om de enkelte billeder.

Det handler om kvinder, om snærende bånd og frigørelse. Om fortielser og vold, om mennesker på godt og ondt....

Og når du har læst romanen så list ind på TT's hjemmeside og find hans noter - det er interessant læsning.

Et personligt anliggende

Uventet indslag som jeg anskaffede sådan spontant:" arrrrhhh hvad - den kan nok ikke skade-agtigt". Og det kunne den bestemt ikke. Det er det ganske almindelige liv Inge Lise Hornemann skildrer i romanen om Andrea. Og så er det lige præcist ikke så almindeligt endda. Der er forskellige liv og forskellige vilkor. Hvad er det der styrer mennesket? Hvem har magten? Og hvad sker der så i den lille by Virke da Andrea begynder at rode lidt i overfladen. Og hvad sker der egentlig med Andrea?

TIRSDAG FORMIDDAG

Iben er hende vi alle kender, måske endda tæt på os selv? Det samme er kvinderne hun, efter lang tids overvindelse, møder i svømmehallen og i dampbadets beskyttende tåge.
Iben er angst - ikke for nogen eller noget, "bare" angst. For der er intet "bare" over det. Det er invaliderende og rammer både Iben og hendes omgivelser.
I dampbadets intime kvindefælleskab begynder Iben at finde ud af angsten - ud i livet.

Sådan gik så min ekstra time i vintertidsnatten - i godt selskab med kvinderne i Rene Toft Simonsens roman. Tankevækkende, hjertevarm og gribende. Og åh så genkendeligt.

Helle Stangerup

Skæbnegalleriet er en historisk spændingsroman. Som titlen fortæller handler det om flere skæbner. Vi følger maleren Hans Holbein både i jobbet hvor han bla. maler portrætter af diverse dronningeemner. Og som den ridderlige opdager, der forsøger at forhindre, at kvinden fra fortiden Meg lider overlast.
Samtidig er det en urolig tid. Henrik den Vlll. halshugger hustruer og øvrige landsforræddere så Holbein skal hele tiden passe på hvem han stoler på....

En rigtig god roman der både underholder og giver et fængslende indblik i livet og intrigerne i datidens London. Kan stærkt anbefales.

Jens Christian Grøndahl

Jeg ved det er i forkert rækkefølge men jeg læser alligevel "Det andet lys". Den passer perfekt med den rodede vampyr fortælling.

"Det andet lys" kan jeg nemlig kun læse i små bidder - den gør ondt langt ind i sjælen. Måske fordi fortællingens hovedperson 56 årige Irene er endt i et ynkeligt ægteskab hvor hun er svigtet af både sig selv og sin mand. Og senere viser det sig, at hun også er blevet svigtet af sin egen historie.



Og så tak til dig Space for ros eller rettere klap :) Jeg har smidt en mail afsted til dig.

Røde hænder

Ungdom, kærlighed, letsind, længsel. Der kan knyttes mange ord til syntes jeg. Det er en af den slags fortællinger der gør mig rastløs, jeg får lyst til at ruske. Da det i sagens natur ikke lader sig gøre, må jeg istedet tage til takke med diverse motoriske øvelser ind imellem læsningen.

Jeg kan sagtens genkende Sonjas ungdommelige letsindighed - hendes længsel efter anerkendelse og spænding. Ligeledes fortællerens længsel efter "hvad var det der skete dengang" og samtidig den udefinerbare længsel efter "det liv der kunne ha' været".

Længsler er drivkraften i mange ting - men samtidig kan de være livsfarlige på mange niveauer.

Fysisk er det en lille overkommelig bog, det skal man ikke lade sig narre af. Det er en heftig fortælling.

Den der blinker er bange for døden.

Jeg har stadig ondt i maven over den grusomme beretning. Samtidig er jeg fuld af respekt for barnet. Hvordan overlever man den slags?

Det bekræfter det jeg allerede ved/antager - et barn er ubetinget loyal overfor sine forældre. Det er ubetinget kærlighed uanset hvad. Og samtidig er barnet umådelig robust så når vi ser børn der er gået i stykker kræver det en ekstra indsats for så er det virkelig slemt. Og bedre endnu, vi skal være der FØR børn går i stykker.

Tilbage til Knud Romers roman. Det er ikke uden grund den ligger på bestsellerlisten. Jeg syntes det er en historie vi alle kan/bør blive klogere af. Jeg blev meget grebet. Og giver den min allerbedste anbefaling.

Mange har allerede skrevet om bogen så det vil jeg ikke, istedet vil jeg hellere henvise til http://www.litteratursiden.dk/sw72094.asp hvor du kan se og høre Knud Romer selv fortælle lidt...

Mine syvogtyve sansers elskede

Af Karen Fastrup.
Antydningens kunst er nok det, der kendetegner denne roman. Fysisk er det en lille roman på omkring 250 sider. Det lader sig gøre fordi Karen Fastrup ikke spilder tiden på de dybere eller mere detaljeret beskrivelser af hverken mennesker eller landskab. Og så alligevel....
Jeg sidder tilbage med en klar fornemmelse (kan man udtrykke det såden?) af en uhyre tiltrækkende mand og hans hustru Anne, der ligeledes er tiltrækkende men også indeholder en dæmonisk side. Parret har en fortid sammen, Clemens har desuden en væsentlig fortid i forhold til den første kvinde han som ung havde et intenst forhold til.
Clemens og Anna er i en høj alder draget ud i den libyske ørken og er forsvundet. Vi følger sønnen's forsøg på at finde ud af, hvor de er draget hen og hvorfor.
Undervejs får vi historien om Clamens liv og ungdom - mødet med Anna og ligeledes en tidligere ekspsdition til samme ørken.
At hoppe imellem forskellige tider i personernes liv giver et indblik i hvorfor de netop har udviklet sig som de har - facinerende og fængslende. En meget sanselig fortælling.

Helle Helle

Ukompliceret er det umiddelbare indtryk. Men hvad driver Susanne? Hvad vil hun med Kim? Og hvad nu?
Som med den forrige roman jeg læste af Helle Helle, Rødby - Puttgarden er det en historie om ganske almindelige mennesker. Det er dem jeg kender, dem der irriterer mig og samtidig dem jeg holder meget af. Og selvfølgelig er de ikke mere almindelig end du og jeg. Vi er alle unikke med skræmmende mange fællestræk. Det ærger mig og det skræmmer mig, at der er træk ved Susanne og også ved veninden jeg genkender alt alt for godt.
En lille overkommelig roman om os alle sammen.

Anne Marie Løn

Romanen Serafia dumpede tilfældigt, via en kollega, ned i min taske et par dage før juleferien begyndte. Og jeg læser - ikke så meget som jeg gerne ville, og dog.

Jeg har i hele mit liv haft alkoholisme forholdsvis tæt inde på livet. Ikke som beskrevet i denne roman, men alligevel er der tydelige lighedspunkter. Jeg kan genkende den fortabte mand på bænken. Jeg kender lugten i en lejlighed beboet af en gammel nusset kvinde.
Når jeg læser beskrivelsen i Serafia får jeg næsten en "som at være der selv oplevelse". Det er genkendeligt til smertepunktet.
Og beskrivelsen af den stærke mor, der styrer familien med fine og mindre fine midler. Kvinders magt kan være skræmmende på mange niveauer.

Rødby - Puttgarden

Det er jo sådan det er - ikke meget mere at sige om det. Jeg tror vi allle kender de typer der beskrives. Jeg ved at jeg smilede i kærlig erindring mere end en gang.


Bavian derimod. Den kan sikkert fortolket og diskuteres i timevis den dag man er i det rette selskab til den slags - men jeg orker ikke rigtig. Jeg oplever, at Naja Marie Aidt moraliserer ret umodent. Men jeg er faktisk ikke sikker på, at det er det der er hendes ærinde - måske er det en rasmus modsat effekt?


Kate Atkinson's "Familie Historier bliver læst i små bidder. Så jeg har ikke helt fanget sammenhængen mellem de skæbner jeg indtil nu er blevet præsenteret for.

Nyeste på bogreolen er månedens bog fra klubben; "Arvetanten" samt en kvindeintrigebog: Honningtunger.
Det skal såmænd nok gå hen og blive en hyggelig jul.

Midtvejsevaluering

"Blå Bror" - Typisk og alligevel ikke. Jeg ler, til tider højt, og det er ikke nødvendigvis kendetegnende for de romaner af Ib Michael jeg ellers har læst.
Jeg krummer også tæer og tænker stop når tankerne spurter afsted over de vilde fantasibølger. Eller gør de?

Vi må videre i teksten

Ketty's blues holdt ikke. Lige så sjov, underfundig og grotesk "KYS" var - lige så lammende langsommelig oplevede jeg Ketty's Blues.
Miljø og personer var som klippet ud af det danske parcelhuskvarter -kedeligt og forudsigeligt.
Ikke et ondt ord om parcelhuse, de er jo en del af min virkelighed. Men i denne roman blev de næsten karikeret dagligdagskedelige - og l a n g s o m......

Derimod er jeg hoppet ombord i en roman af Michel Faber "Den røde blomst, den hvide blomst" den tegner til at blive en spændende oplevelse...

Og nu vi er ved det. Af flere årsager nåede jeg aldrig i biografen da "Mit liv som Geisha" løb over lærredet. Men jeg fik læst romanen i foråret og i lørdags havde jeg magten over TV'et. Så jeg trillede ned i den lokale og lejede filmen.
Det var en af de rigtigt fine oplevelser. Flot film der havde fortjent at blive set på et stort lærrede.

Kettys blues

Eddie Thomas Petersen's roman er faldet ned i mine hænder ved et tilfælde. Eller rettere - jeg har læst hans roman "Kys" med fryd så nu må jeg se om det holder.

Egentlig er jeg i gang med et John Irving maratonprojekt - Efter "Indtil jeg finder dig" måtte jeg bare ha' mere så jeg begyndte med "Barn af et cirkus". Det er en fin fortælling og lige så grotesk som vi kender Irvings bøger. Og heldigvis er det muligt at lukke den og sætte den på stand by mens jeg læser lidt andet.

Konklusionen bliver altså, at jeg som sædvanligt er i gang med flere titler på en gang - det bliver nok aldrig anderledes.

Det første jeg tænker på

Af Ida Jessen: En realistisk skildring af det stille liv i en præstegård et sted i Jylland. De to veninder, hvis liv har formet sig meget forskelligt, mødes igen da Birgitte pga. kærestesorg har brug for at blive strøget med hårene.

Det er en medrivende bog. Veninderne virker realistiske i den måde den lidt for overfladiske omgangstone tegner samværet. Der er gået for lang tid det nære bånd er måske ikke så nært alligevel.

Jeg lærer det aldrig

Det er ambivalent og totalt barnligt, jeg frydes og græmmer mig.
Jeg havde gemt "Hundehovede" af Morten Ramsland til sommerferien. Jeg skulle bare liiiiige kigge lidt, lige snuse lidt til stilen. Bare lige de første sider....
Nu er jeg næsten færdig med denne vanvittige dejlige slægtskrønike. Jeg fryder mig mest....

Kongemordet

Som jeg vist har nævnt i en anden post her på siden læser jeg gerne Hanne Vibeke Holst. Jo vist er hun feminist og er det på den til tider meget højtråbende facon. På den anden side er vi næsten jævnaldrende, kommer fra samme egn og deler tilsyneladende holdninger på en par punkter - så jeg nyder hendes bøger.

Sidst er det så blevet til Kongemordet. Det var en rigtig rigtig skræmmende historie. Ikke overraskende, ikke pladdersentimental. Men rå og usødet i forhold til den virkelighed mange kvinder lever i. Hustruvold er grimt og grumt. Hanne Vibeke Holst fortæller grumt og råt.

Og egentlig havde jeg lagt bogen i bunken med sommerferielæsning, så nu sidder jeg og ærger mig lidt over at det er slut.

Tid til opdateringer

Trods den iøjnefaldende stilhed - hvilket udtryk, det kan kun forståes på en blog - sker der også lidt på bogfronten. Dog af en ganske anden karakter end jeg havde planlagt. Det er nok symptomatisk for min læsning. Den er 100% lyststyret. Også selvom jeg køber bøger med plan om straks, at kaste mig over den/dem. Men egentlig er det lidt ligegyldigt, bøger er tålmodige væsner, de står pænt på hylden og venter på jeg får tid og lyst til at læse lige netop den titel.
Senest er det blevet til lidt blandede godter, enddog md royalt islæt.

Susan Moody, jo det er Marys stedmor, har skrevet en kærlighedskrimi: "Den Italienske Have" sød sommerunderholdning om kvinde Hannah der konfronteres af sin fortid og den skrækkelige hændelse der skulle komme til at præge resten af hendes liv, på godt og tydeligvis også på ondt.

Poul Ørum: "Af hjertens grund"
Georg Manning søger efter sin kones død tilflugt i naturen, bøgerne og flasken. Men færdig med livet og kærligheden er han ikke. 'En klog og klartskuende, bevægende og alligevel meget usentimental historie.' - Jyllands-Posten
En rigtig fin historie med mange og overraskende facetter.

Graham Greene: "Kaptajnen og fjenden" - spøjs lille roman og egentlig ganske hyggelig. Men jeg er sikker på, at jeg misser en eller anden genial pointe her.

Lars Saabye Christensen: "Maskeblomstfamilien"
Det er fortællingen om drengen der vokser op i en grusom familie, faderen tager sit eget liv, moren går i seng og den onde tante tager over. Måske som det hele tiden var hendes plan?
Drengens verden er ond og grusom. En karakterafviger opvækst?
På mange måder er historien så anderledes og uforudsigelig at det kan forekomme ret mystisk at jeg overhovede læste den. Hvorfor læse noget der er grundlæggende frastødende?
Måske ligger forklaringen samme sted som de kulørte ugeblades oplagstal? Jeg får ingen blade og dermed ikke hverdagshistorier udfra devisen "Ugens Glade krøbling" Men jeg har en mistanke om, at facinationen stammer fra samme grundsubstans i mennesket.