fredag, juli 14, 2006

Indtil jeg finder dig.


837 sider, en del timer og så er det pludselig slut. Jeg er blevet underholdt. Jeg er vild med John Irvings krøllede tankespind.

I begyndelsen var jeg forbeholden og ærgede mig lidt når jeg grinede af ting som i virkeligheden ikke normalt anses for sjove/komiske. På den anden side - det hjælper jo ikke at græde. Hovedpersonen er tilpas undrende, uskyldig og troskyldig. Han tager oplevelser og overgreb efterhånden som de opstår uden klynk - det er oplevelser på livets vej.
Først som voksen begynder han at klynke. Psykiateren beder han stoppe med at græde, det er ikke maskulint. Som altid forsøger han, at gøre som han bliver bedt om.

Jeg forstår godt, at en bog der skal beskrive næsten et helt liv bliver massiv. Og det er, på flere måder, noget af en opgave at komme igennem den - ikke mindst fordi det er en uhåndterbar bog, tung som bare. Vægten betyder, at jeg ikke kunne andet end sidde ved et bord med bogen plantet op ad en anden bog. Det er lettere at læse når det skråner lidt - men trættende at skulle løfte i timer.
Ikke meget hyggelæsning, ikke lige et par sider eller to i farten. Siddende, fokuseret læsning.

Men det var en nydelse. Børn, voksne, overgreb, overlevelse, tatoveringer, brydning, sex. Alt sammen væsentlige ingredienser.

1 kommentar:

Grith sagde ...

Interessant at læse andres opfattelse af Irings nye, og ret selvbiografiske, roman;-)
Har du lyst at læse min vurdering af bogen, så tjek http://www.bookworm.dk/visanmeldelse.php?887 ud:-)
Og så god læselyst, men hva´ du nu er igang med:-)