torsdag, december 29, 2005

Snestorm.

Det er befordrende for læselysten at landet dækkes af sne. Lige nu er den eneste lyd jeg kan høre, vindens susen om hjørnerne på huset. Børnene er, godt indpakket, gået en tur på kælkebakken. Jeg tror i virkeligheden ikke der kan kælkes meget lige nu. Vejret er for slemt. Men uanset så betyder det, at diverse tv er slukkede, ingen musik lyder i det fjerne. Jeg kan roligt sætte mig godt til rette med en kop kaffe og en ny bog.
Jeg brugte dagen i går til at fundere lidt over mand/kvinde problematikken. Selvfølgelig udløst af den norske fortælling som jeg har brugt de sidste par dage og nætter på.
Hovedpersonen Sara, der bliver jordemoder, gifter sig med en lærer der viser sig at være et mindre behageligt gemyt.
Men egentlig er han vel blot som de fleste mænd i begyndelsen af 1800 tallet? Han mente helt sikkert at det var helt ok at slå både sin kvinde og sine børn, ganske som det øvrige samfund grundlæggende mente det var ok. Og hvad hjælper det, at jeg og andre bliver dybt forargede over det primitive handyr? I virkeligheden følger han bare samfundsnormen. Og som samfundet udvikles ændres denne. Først bliver det uhørt at slå på kvinder. Det er derimod ok at slå på børn!! Børn er stadig i en position hvor de skal formes til hele voksne og om nødvendigt må formen bankes på plads.
I dag mener langt de fleste af os at alene tanken er grotesk. Ingen kan argumentere fornuftigt for, at børn bliver bedre mennesker af at få bank - men alligevel ses det. Alligevel sidder voksne mænd og kvinder og bedyrer, at netop deres barn bestemt ikke har taget skade af en røvfuld i ny og næ..... tankevækkende!

Toril Brekke

Sara & Brosten.
To pæne bøger - pæne = 400 - 500 sider. Mere end 50 års udvikling i det norske. Økonomisk og socialudvikling. Menneskeskæbner. Menneskesind.
Fra modbydelig og umenneskelig fattigdom til et samfund i rivende udvikling.

mandag, december 19, 2005

Bogklubben

Det er dyrt at være medlem af en bogklub.
Eller rettelse - det er dyrt for mig at være medlem. Nu kunne jeg fristes til at påstå at jeg glemmer at afbestille, men det gør jeg faktisk ikke. Jeg fortrænger det for at have en undskyldning for at sige Ups - som fx. Ups, nå men så snupper jeg lige denne pakke med.....

Heldigvis kommer der ofte noget godt ud af upserne. Denne uge har jeg underholdt mig selv med "Lægen fra Zaragosa" af Noah Gordon. En lille perle af en fortælling om en ung jødisk dreng der må flygte under inkvisitionen i Spanien omkring 1500. Det var under Dronning Isabella.

Lige pt. læser jeg "Sara" af Toril Brekke, Historien om en ung kvinde's liv i et lille nordvest Norsk fiskersamfund. Min fornemmelse er at det er en af de bøger hvor jeg efter sidste side, sidder tilbage med fornemmelsen af tab - og ærger mig over at jeg som sædvanlig ikke kunne spare lidt på det gode ;-)

Heldigvis kom posten med en fin lille pakke til mig. Jeg havde bestilt Sara Blædel's 2 krimier "Grønt Støv" & "Kald mig Prinsesse" Så nu glæder jeg mig til at få juleferie så der kan blive et par stille dage til maratonlæsning.