mandag, juli 30, 2007

Faders vilje af John Lindskog

En biografi om Osvald og Søster Helmuts liv. Om sønnen Frits og livet bag den polerede facade. Druk, sex og psykisk terror var åbenbart nærmest hverdagen i det Helmut'ske hjem.
Søster passer hjemmet og ikke mindst køkkenet. Osvald optræder på godt og ondt både på scenen såvel som hjemme.

Biografien er rigtig god og let at læse. Den giver, ved hjælp af dagbogsudsnit og andenhåndsberetninger et indblik i et grotesk liv med store omkostninger for de involverede. Jeg har, sikker grundet min alder, ikke noget forhold til Osvald Helmut som sådan - han er ham der synger, længere er den ikke. Frits Helmut derimod er mere nærværende. Rollen som Lektor Blomme med det djævelsk ondskabsfulde sind glemmer jeg aldrig. Nu ved jeg hvor Frits Helmut kender ondskaben fra.

onsdag, juli 18, 2007

Sommerlæsning 1

Pigen der legede med ilden af Stieg Larsson - En hæsblæsende forsættelse af "Mænd der hader kvinder". Jeg havde mobiliseret al min selvbeherskelse, kigget langt til den fristende bogryg og endelig var det blevet ferie og tid til læsning. DEN ER GOD!!
Egentlig er der ikke så meget mere at sige om den ting. Lisbeth Salanders baggrund oprulles på grummeste vis og der er behov for oprydning i de gamle skeletter både her og der.
Så er jeg altså klar til nr. 3 i serien så come on forlag. Nu ved jeg hvordan de hardcore Harry Potter fans har det.

Nobels testamente af Liza Marklund. Annika Bengtsson er igen viklet ind i mord og intriger på internationalt niveau, meget spændende og jeg syntes den var betydelig mere fængende end Røde Ulv. På Bengtssons hjemmefront er der ligeledes krise og jeg får voldsom trang til at ryste kvinden godt og grundigt - måske kunne det lykkes at vække hende???
Absolut for krimi elskere.

Med venlig deltagelse af Erling Jeppesen - Igen høje forventninger der bestemt indfries. Men lidt sej ind imellem. Jeg har forøvrigt havt en lidt spøjs oplevelse i forbindelse med denne roman. Jeg fulgte en serie udsendelser på DR hvor forfattere fik bundne opgaver, deriblandt Erling Jeppesen der skulle skrive en fortælling med udgangspunkt i et biltyveri. Lang historie kort, jeg hørte hans stemme. Og nu kan jeg næsten høre ham læse op når jeg læser i bogen. I mit øre ligger teksten utrolig nær hans talesprog - ret spøjst.

Vi de druknede af Carsten Jensen - Nok indtil videre sommerens største positive overraskelse. Jeg havde egentlig regnet med, en velskrevet bog som jeg nok skulle kæmpe lidt med. Jeg er ikke det fjerneste interesseret i dansk søfart og/eller Marstal. Jeg er mere til mennesker - heldigvis er det præcist det, der beskrives så nærværende og vedkommende i Carsten Jensens fine roman - Jeg kan varmt anbefale den.