Jeg ved godt, at mange har svært ved at kapere John Irvings sidste roman "Indtil jeg finder dig" - jeg var fortabt og vild med den. Det førte til en lille runde på et velrennomeret antikvarat og jeg fik fyldt nogle huller i rækken. Dem læser eller genlæser jeg så ,når der ikke lige er andet på programmen. Lige pt. er det "Den fjerde hånd".
I aftes blev der kigget lidt forundret fra den anden halvdel da jeg klukkede højlydt. Men lige netop den passage er så typisk og måske kan den forklare hvorfor jeg syntes det er fabelagtigt sjovt -. døm selv!
(Nick er lægestuderende på dette tidspunkt)
...... "Problemet var ikke, at hun havde været død i lang tid, "huskede den medstuderende senere. "Det der slog Nick helt ud var at det var en kvinde, tydeligvis den første nøgne kvinde han havde set."
En anden der også blev den første var Nick Zajacs kone. Han var en af disse overtaknemlige mænd, der gifter sig med den første kvinde, som indvilliger i at have samleje med dem. Det skulle både han og konen hurtigt komme til at fortryde.
Totalt grotesk, tragisk og hylende morsomt. Er jeg sær?
onsdag, oktober 24, 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Hej Mette
Har lige opdaget din blog.
Jeg har også læst Indtil jeg finder dig. På Emmalines bog blog lagde jeg en måned tilb. denne kommentar:
Her er alligevel en der har læst den - til ende - for et par år siden. Men det holdt hårdt. Det er også utroligt få bøger jeg opgiver, og her tænkte jeg hele tiden, den må udvikle sig til et eller andet "større". Jeg spurgte mig selv en hel del gange undervejs. Er dette i det hele taget litteratur. De endeløse kedsommelige teater- og filmhandlings gennemgange godt midt i er altså ikke ophidsende læsning.
Forførelseskunstnerne,altså den ganske unge mand eller rettere lille dreng der bliver forført af flere voksne kvinder eller større skolepiger, har (måske mest mænd der synes den slags) en vis reitz over sig i sig selv. Det er dog ret infantile forestillinger der må ligge til grund for at redegøre for den slags forhold - tror jeg nok.
Den løjerlige kobling af orgelspilleri (faderen, der er selvlært habil omrejsende orgelspiller) kombineret med tatøveringens for mig helt ukendte verden, og rejseriet til mange dele af verden har en betragtelig charme over sig - ikke mindst fordi jeg selv er organist. Min første lærer er faktisk nævnt ved navn (det er lidt sjovt), altså han og flere andre reelt eksisterende organister i norden nævnes ved navn. Også Kastelskirken i Kbh. beskrives fx.
Slutningen er fin. Men der går meeeeeget lang tid før vi når så vidt.
En ting der er lykkedes virkelig godt (nu røber man måske for meget for kommende læsere), er den drejning der næsten umærkeligt vel omkring 2/3 henne i bogen sker, så "skurken" viser sig ikke at være faderen (den omkringfarende organist, der befrugter alle unge piger i de kirker han afløser i), men moderen. DET er godt drejet!
----
METTE:
Måske du vil optage mig på din linkliste, jeg er ny medlem i bogblogger famlien, har kun eksisteret kort tid, og prøver at møve mig ind hos den øvrige "familie". Jeg sætter dig også på min:
Hej Erik
http://litteratur-oplevelser.blogspot.com/
Send en kommentar