Det er befordrende for læselysten at landet dækkes af sne. Lige nu er den eneste lyd jeg kan høre, vindens susen om hjørnerne på huset. Børnene er, godt indpakket, gået en tur på kælkebakken. Jeg tror i virkeligheden ikke der kan kælkes meget lige nu. Vejret er for slemt. Men uanset så betyder det, at diverse tv er slukkede, ingen musik lyder i det fjerne. Jeg kan roligt sætte mig godt til rette med en kop kaffe og en ny bog.
Jeg brugte dagen i går til at fundere lidt over mand/kvinde problematikken. Selvfølgelig udløst af den norske fortælling som jeg har brugt de sidste par dage og nætter på.
Hovedpersonen Sara, der bliver jordemoder, gifter sig med en lærer der viser sig at være et mindre behageligt gemyt.
Men egentlig er han vel blot som de fleste mænd i begyndelsen af 1800 tallet? Han mente helt sikkert at det var helt ok at slå både sin kvinde og sine børn, ganske som det øvrige samfund grundlæggende mente det var ok. Og hvad hjælper det, at jeg og andre bliver dybt forargede over det primitive handyr? I virkeligheden følger han bare samfundsnormen. Og som samfundet udvikles ændres denne. Først bliver det uhørt at slå på kvinder. Det er derimod ok at slå på børn!! Børn er stadig i en position hvor de skal formes til hele voksne og om nødvendigt må formen bankes på plads.
I dag mener langt de fleste af os at alene tanken er grotesk. Ingen kan argumentere fornuftigt for, at børn bliver bedre mennesker af at få bank - men alligevel ses det. Alligevel sidder voksne mænd og kvinder og bedyrer, at netop deres barn bestemt ikke har taget skade af en røvfuld i ny og næ..... tankevækkende!
torsdag, december 29, 2005
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Tæv - et klap i numsen eller kontant afstraffelse er afmagt. Afmagten indstiller sig, når man ikke kan finde på andet - når man ikke besidder tilstrækkelig intelligens til at finde andre løsninger. Intelligens er, som vi ved, mange ting - så det er ikke kun de lavest uddannede beskåret at slå børn, koner og mænd for den sags skyld. Men hvordan skal klarsynet indfinde sig, når små og store stater heller ikke kan finde på andet end vold at løse konflikter med?
Send en kommentar