Vanillepigen

Vaniljepigen af Ib Michael

Lad mig indrømme med det samme, det er ikke første gang jeg læser Ib Michaels ”Vaniljepigen”. Og efter at have læst den igen, tror jeg heller ikke det er sidste gang.
Vaniljepigen udkom første gang i 1991 og handler om en drengs opvækst med en syg lillesøster og mere eller mindre fraværende forældre i et velhaver hjem.
En magtfuld far, en glamourøs mor, en lillesøster der ligger på hospitalet pga. polio, en mormor, der fortæller magiske historier og endelig en onkel Viggo, der som en anden sørøverkaptajn leverer gode input til en lille drengs livlige fantasi.
Den lille dreng finder sine fantasi-venner mange steder. Vaniljepigen er hende vi egentlig alle kender fra krydderi-skuffen. Hun ser sød ud og dufter forførende. Eller gør vi – pryder hun stadig det søde krydderi?
Vi føres med ind og ud af drengens universer og uanset om vi er med den spanske soldat eller Olsen fra lageret er alting rigtigt og mange ting grumme.
Og romanen er ligeså rigtig. Eller måske endda mere rigtig. Når jeg kan læse den, dengang med et forrygende udbytte, og nu 20 år senere igen blive forført og nyde hver eneste side. Mit fokus er ganske vidst flyttet men det understreger egentlig på bedste vis de mange lag og nuancer i romanen.
Sidder du over overvejer hvad du skal læse i din sommerferie er her et rigtig godt bud. Læs eller genlæs den.

Vaniljepigen er første del af en trilogi og efterfølges af Den tolvte rytter samt Brev til månen.