lørdag, maj 28, 2011

Lidt om lydbøger - igen.....

Karsten Pharo - det er navnet på manden der læser for mig lige pt. Han læser "Svinehunde" for mig. Og det er intet mindre end fantastisk. Ikke noget lydteater, intet forsøg på mere eller mindre krukkede dramatiseringer. Bare en god rytme, god stemmeføring og god udtale.

Rigtig mange nævner Thomas Winding når talen falder på markante stemmer - især stemmer vi genkender og holder af.

Og ligeså rædselsfuld en oplevelse med en dårligt oplæst lydbog kan være - ligeså fantastisk er det at få læst op af en der kan sit kram.

Tak Karsten....

tirsdag, maj 17, 2011

Catalaneren af Noah Gordon

Det er vist ikke nogen hemmelighed at jeg er vild med Spanien. Og skulle jeg få trang til at flytte til sydligere himmelstrøg ville Spanien og Catalonien klart være mit første valg.
En roman som Catalaneren understreger bare min følelse. Ikke kun fordi det er en letflydende og underholdende roman - men også fordi jeg, trods det historiske element, stadig kan genkende steder, navne, dufte og andre sanselige indtryk.
Det er en fortælling om den unge mand, der efter borgerkrig med attentater vender hjem til hjemegnen og starter et liv som vinbonde. Man får et godt indblik i vindyrknig, landsbyliv med lokale spanske traditioner som f.eks. castellers. Romanen er let at læse og giver et par timers god hygge.
Nogle vil måske nok mene at der kunne være mere bid/spænding - men det findes der helt sikkert andetsteds.