søndag, november 14, 2010

Dysfunktionelle Proletare og rasende god underholdning

Lad det være sagt med det samme, overskriften rammer ret godt. Det er til tider rasende men hele tiden god underholdning.
Bent Vinn Nielsen skriver bidsk, sarkastisk og fantastisk morsomt. Han revser os alle i vores småborgerlige forestillinger om det gode liv, med alt hvad det indebærer af samtalekøkner, kanindræberkurser, politiske fiksfakserier og boligmagasiner på tv.
Bent Vinn Nielsen stammer fra Vensyssel – en ikke uvæsentlig detalje i mit perspektiv. For vendelboer siger som regel meget mere end det, der kommer direkte til udtryk med ordene. Derfor krympede min indre vendelbo sig flere gange undervejs for ”klummeskribenten” rammer de ømme steder mere end en gang.


Når det så er sagt, må jeg også erkende, at jeg ikke er til klummesamlinger. Jeg nyder at læse klummerne i mine aviser. Jeg syntes en god søndagsavis bliver markant bedre med en tankevækkende vinkling på f.eks et politisk emne. Men en hel samling? Jeg har en mistanke om at målgruppen for en sådan klummesamling er de læsere der kender skribenten og gerne vil læse eller genlæse disse klummer?
Og det virker beviselig den anden vej – disse klummer har givet mig lyst til at få fingrene i Bent Vinn Nielsens roman ”Et liv i almindelighed”. Og lur mig om ikke denne samling alligevel finder vej til mine overspringshandlinger – når jeg lige trænger til et godt grin med et tvist af syrlig sarkasme.

Klummesamling 1998-2009 af Bent Vinn Nielsen, 170 sider Gyldendal 2010